Gensyn med Fontarèches

Alle husene i landsbyen vi bor i, er bygget af marksten, og de har en lang række farvetoner, der spænder fra de svagt rosa, over grønlige, gule og orange toner, til de dybeste røde og mørk violette. Stenene lyser i solen, og sol er her masser af, det er netop i denne region at der er flest solskinstimer i hele Frankrig, og de skitser jeg laver nu til nye malerier, er inspireret af huset her og omgivelserne. læs mere her…

01
01. Skitse. 2016
02
02. Skitse. 2016
03
03. Skitse. 2016
04
04. Skitse. 2016
05
05. Skitse. 2016
06
06. Skitse. 2016
07
07. Skitse. 2016
08
08. Skitse. 2016
09
09. Skitse. 2016
10
10. Skitse. 2016
11
11. Skitse. 2016
12
12. Skitse. 2016
Reklamer

LYSET i VANDET

IMG_6301

 

For at en akvarel skal leve, skal den lyse.

Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem dem. Blander man hvidt med akvarelfarve, bliver farven “melet”. Lukker man det hvide papir af med en dækkende farve, er det slut med klangen.

For farveklangen er den vigtigste i akvarelmaleri, den er jeg blevet inspireret til, af det utroligt smukke forårssollys, som i de sidste uger er begyndt at stråle om kap med mandeltræerne der blomstrer med hvide og lysrøde farver.
Ud fra disse stærke sanseindtryk, har jeg malet 12 nye akvareller.

Man skal virkelig vide hvad man vil lave når man maler akvarel. Bordet fanger. Man skal være engageret, det er her og nu. Ligesom i livet, man skal vælge, JA eller NEJ

Der er ikke plads til svaghed eller kunsthandel når man maler akvarel. Det handler om hvad det enkelte menneske kan udtrykke, med farver på et stykke papier, her og nu. Snyd bliver hurtigt afsløret, ligesom ej heller name dropping eller andre krykker kan bruges, for at redde en akvarel hvis den ikke har lyset i sig…

 

Farverne har jeg selv fremstillet, med farvepigmenter og gummi arabicum blandet med vand. Derefter har jeg ladet det tørre, for farverne er ikke vandfaste. Det blandede pigment og lim lader sig let røre op med vand til en flydende substans, som man kan male med.

En maling består af et farvestof (pigment) og et bindemiddel. Hvis dette sidste er opløseligt i vand, benævnes malingen “vandfarve”. Akvarelfarver er således vandfarver, og de er tillige karakteriseret ved, at bindemidlet, som i hovedsagen er gummi arabicum opløst i vand, tørrer ved vandets fordampning. Tilsættes vand påny, går gummimidlet atter i opløsning. Bindemiddlet siges at være reversibelt opløseligt.

Vandet bruger jeg også tit til at få farverne til at flyde ud på papiret og ind i hinanden til nye kombinationer. Dette giver billedet en virkning af kontraster mellem hårde og bløde overgange.
Til at opnå hvide eller meget lyse områder, bruger jeg det hvide papir. Ved at undlade at male farve på disse, kan de bruges til at understrege tigerens skarpe tænder.

Akvarellens flydende farve med vådt i vådt overgange, bruger jeg til at male pelsen med de hvide og lyse toner, der er på tigerens hvide bug og visse områder af ansigtet, poterne og halen. Det lyse glider over i den gule tigerpels, og forenes af de sorte striber der slynger sig om dens krop.

For at opnå så god en kvalitet som muligt, har jeg valgt et virkelig godt håndgjort papir, kun beregnet til akvarel. Det måler 56×45 cm. og vejer 400gr. og det er fremstillet af 100% bomuld.

Se selv de 12 nyeste akvareller, der er inspireret af det knivskarpe forårslys, som afslører alt hvad øjet kan se..

HER >>

http://www.uffechristoffersen.net/Uffe_Christoffersen/BIENVENUE.html

IMG_6327

 

12 Akvareller 2014

De 12 akvareller måler alle 44×56 cm. De er malet med farvepigmenter jeg selv har rørt op med gummiarabicum og derefter malet på 400 gr. bomuldspapir fra Moulin de Pombie.

01. Grinende tiger. 1. 44x56 cm. 2014. Akvarel
01. Grinende tiger. 1. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

02. Hvid tiger. 44x56 cm. 2014. Akvarel
02. Hvid tiger. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

03. Tigerportræt. 44x56 cm. 2014. Akvarel
03. Tigerportræt. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

04. Tiger i vildnis. 44x56 cm. 2014. Akvarel
04. Tiger i vildnis. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

05. Hvilende tiger. 44x56 cm. 2014. Akvarel
05. Hvilende tiger. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

06. Roaring tiger. 44x56 cm. 2014. Akvarel
06. Roaring tiger. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

07. Ventende tiger. 44x56 cm. 2014. Akvarel
07. Ventende tiger. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

08. Grinende tiger. 2. 44x56 cm. 2014. Akvarel
08. Grinende tiger. 2. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

09. Gul tiger. 44x56 cm. 2014. Akvarel
09. Gul tiger. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

10. Tigergrin 44x56 cm. 2014. Akvarel
10. Tigergrin 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

11. Tigerprofil. 44x56 cm. 2014. Akvarel
11. Tigerprofil. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

12. Grøn tiger. 44x56 cm. 2014. Akvarel
12. Grøn tiger. 44×56 cm. 2014. Akvarel

 

www.uffechristoffersen.net

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tigerens skarpe kløer og tænder

IMG_6236

At male akvarel er pragtfuldt.

Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem dem. Blander man hvidt med akvarelfarve, bliver farven “melet”. Lukker man det hvide papir af med en dækkende farve, er det slut med klangen.

Farverne har jeg selv lavet med farvepigmenter og gummi arabicum blandet med vand. Derefter har jeg ladet det tørre, for farverne er ikke vandfaste. Det blandede pigment og lim lader sig let røre op med vand til en flydende substans, som man kan male med.

En maling består af et farvestof (pigment) og et bindemiddel. Hvis dette sidste er opløseligt i vand, benævnes malingen “vandfarve”. Akvarelfarver er således vandfarver, og de er tillige karakteriseret ved, at bindemidlet, som i hovedsagen er gummi arabicum opløst i vand, tørrer ved vandets fordampning. Tilsættes vand påny, går gummimidlet atter i opløsning. Bindemiddlet siges at være reversibelt opløseligt.

Uopløselige farvestoffer siges at være “vandægte”, og derfor egnet til akvarelmaleri. I en maling er farvekornene opslæmmet i bindemiddlet, men de må ikke kunne opløses i dette. Hvis et farvestof er opløseligt i vand, er det uegnet til akvarelmaleri, idet den farvede opløsning da vil sive ud i papiret.
Akvarelfarver rives til en ganske overordentlig finhed. Nogle er allerede ifølge fremstillingsmåden, den kemiske fældning, så finkornede, at en dråbe farve på et filterpapir vil sive ud og danne en farvet ring i papiret. Dette gælder f.eks. pariserblåt. Opløselige farver vil altid give en plet, der er farvet i hele sin overflade.

Et grovere pigment, som f.eks. kadmiumrødt, vil derimod, når et tilsvarende forsøg gøres, vise en farvet plet omgivet af en våd, ufarvet ring.

Farverne tørrer lysere op. Farvekornene bindes til hinanden og til malergrunden ved bindestofpartiklerne, men mellem farvekornene efterlader det fordampede vand luftporer, som har et andet lysbrydningsforhold end vandet.

Vandet bruger jeg også tit til at få farverne til at flyde ud på papiret og ind i hinanden til nye kombinationer. Dette giver billedet en virkning af kontraster mellem hårde og bløde overgange.

Det hvide papir bruger jeg til at opnå hvide eller meget lyse områder. Ved at undlade at male farve på disse, kan de bruges til at understrege tigerens skarpe tænder, hvilket er vigtigt, da tigeren er et rovdyr, der lever af vold og mord, og som har blod på kløerne og kødstumper mellem tænderne.

Akvarellens flydende farve med vådt i vådt overgange, bruger jeg til at male pelsen med de hvide og lyse toner, der er på tigerens hvide bug og visse områder af ansigtet, poterne og halen. Det lyse glider over i den gule tigerpels, og forenes af de sorte striber der slynger sig om dens krop.

Jeg har sat mig for at lave 10 super gode akvareller. Nogle bliver valgt ud til en ophængning, hvorimod jeg vil destruere dem, jeg ikke synes lykkes så godt. For at opnå så god en kvalitet som muligt, har jeg valgt et virkelig godt håndgjort papir, kun beregnet til akvarel, som måler 56×45 cm. og vejer 400gr. Det er fremstillet af 100% bomuld.

Papiret bliver fremstillet af bomulds klude, som er absolut ligninfrit for at bevare sin hvidhed. Bliver papiret med alderen brunt, er det ødelæggende for billedet. Det ville det blive, hvis man malede på træholdigt papir.
Det fineste akvarelpapir er stadig kludepapir. Det er uforandret gennem lange tider blevet fremstillet som håndgjort papir eller bøttepapir, der kendes på sin særlige kant og tillige som regel på vandmærket. Disse papirsorter er stærkere og tåler bedre bøjning end selv de bedste sorter af træcellulose.

Kludene renvaskes og klippes i strimler. Dernæst sønderdeles de i en “hollænder”, der er et ovalt trug med en væg i midten. I denne maskine rives kludenes taver fra hinanden, idet vællingen for hvert omløb i beholderen må passere en roterende tromle med skinner.

Selve papiret får sin form ved, at en sigte med messingtrådnet i bunden dyppes ned i stofvællingen. Sigtens kanthøjde bestemmer stofmængden og derved papirets tykkelse. Når vandet er rystet af sigten, lægges det bløde ark på en filtdug. En hel stabel ark presses på én gang fri for overflødigt vand, hvorefter de hænges til tørring.

At kunne lave et stykke akvarelpapir og farver om til en tiger er godt, men at kunne lave en tiger om til farver og akvarelpapir, er meget bedre.
Det er der hemmeligheden ligger i at kunne male akvarel…

DIALOG MED DET HVIDE

05. Tiger leap. 31x45 2013. www.uffechristoffersen.net
05. Tiger leap. 20×25 2013. http://www.uffechristoffersen.net

 

At male akvarel er pragtfuldt, man er i tæt kontakt med papiret, og er nødt til at være bevidst om det, mens man maler med sine farver. Akvarellen kræver en enorm sikkerhed af sin udøver. Hvis man laver fejl i et oliemaleri, er det stadig muligt at rette det. Når det gælder akvarellen, er der ingen fortrydelsesret
Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem dem. Blander man hvidt med akvarelfarve, mister den farveintensiteten, og ikke mindst sin særlige transparente karakter.

Min akvarelpalet består af ca. 16 farver. Gule og røde kadmium farver, brændte og naturlige okker, umbra farver, ultramarin blåt, og 2 grønne en kold og varm. En sort der er fremstillet af vinstokke, som er en naturlig ting for mig, da jeg bor i et vinland. De hører alle til de uorganiske pigmenter.
Til akvarelfarvens bindemiddel bruger jeg gummi arabicum (lat. ‘arabisk gummi’) blandet med vand. Når jeg laver mine egne farver er jeg 100% sikker på at farverne er rene, uden nogen indblandning af tilsætningsstoffer, der svækker farvernes intensitet og kulører.
Jeg river favepigmentet, og mit bindmiddel med en glasløber, på en stor glat stenflise. Farven rives i små portioner. Den revne masse lader jeg tørre til en stiv pasta konsistens, hvorefter det fyldes i skåle.
Når jeg maler med de våde farver, er de mørkere, end når de tørrer, for der bliver de noget lysere. Farvekornene bindes til hinanden og til malergrunden ved bindestofpartiklerne, men mellem farvekornene efterlader det fordampede vand luftporer, som har et andet lysbrydningsforhold end vandet.

Lysægtheden af akvarelfarver kan man prøve ved at male striber af alle de farver, man bruger, lægge en sort strimmel papir tværs over halvdelen, og lade prøverne henstå i et sydvendt vindue en sommer. Efter nogle måneders forløb vil man måske se ændringer i nogle, medens andre farver er ganske uforandrede, selv efter års forløb.
Selvom akvarelfarver er lysægte, og her taler vi om en farve der kan modstå sollyset i 1000 timer, så kan en akvarel i en indramning godt bleges, når den hænger i flere år i en stue, hvor solen skinner ind på den fra et vindue. Akvareller har det bedst  ved at hænge på steder uden direkte sollys.
I oliemaleriet er farven meget mere lysægte. Det skyldes at linolien lægger sig som en beskyttende hinde rundt om hvert farvekorn, hvorimod i akvarelmaleriet beskytter Gummi arabicum, der er en meget mild form for lim, ikke farvepigmentet på nogen som helst måde, det eneste limen gør, er at fastholde farvestrøget på papiret.

Følgende farver jeg bruger til mit akvarelmaleri, er uorganiske pigmenter, de er uopløselige i vand og derved vandægte:

Koboltgult (aureolin) der er en voldsom og stærk gul farve. Den erstatter den tidligere brugte indiskgul. Pigmentet fremstilledes tidligere af urin fra køer, som blev holdt på en pinefuld diæt af mangoblade. Det anvendtes i akvarel og som lasur i olie fra slutningen af 1700-t. til ca. 1920, da produktionen ophørte.
Okker, en naturlig jordfarve, som findes i lysere og mørke varieteter. De mest almindelige jordfarver som er lysægte i akvarel, og som er uopløselige i vand og derved vandægte er Brændt okker/Siena, Caput Mortuum eller rødbrune jordfarver.
Kadmium gul er en farve med flere varianter, lige fra citrongul, mellemgul og orangegul.
Kadmiumrødt kan danne en række smukke røde farver, der strækker sig fra orangerødt til violetrødt.
Koboltblåt er den mest bestandige af de blå farver.
Ultramarinblåt er en kraftig blå farve der har noget violet i sig.
Kromoxyd eller kromilte grønt er en meget dækkende farve, men kan bruges.
Kromoxydhydrat, vert emeraude, er det bedste grønne farvestof, og ved blanding med en gul kadmium, fås nogle med fine gulgrønne farve klange.
Umbra, Jordfarve, beslægtet med okker, men farvet brun af manganforbindelser. Lysægte og billig.
Brændt Umbra, er ligeledes en fin rødbrun farve.
Druesort, en sort jeg selv bruger meget af.

Akvarellens malergrund har gennem tiderne haft vidt forskellige stoffer, som bærere af billedet, bl.a. pergament eller bleget hørlærred. Papir har dog haft langt den største anvendelse.
Papir er sammenfiltrede plantetaver. Allerede i århundredet e.v.t. fandt kineserne metoder til at fremstille papir af morbærtræets bark, og i begyndelsen af middelalderen blev metoden kendt i Europa. Her benyttedes desuden linnedklude af hør som et vigtigt råmateriale.
Papiret bliver fremstillet af hørklude, som er absolut ligninfrit for at bevare sin hvidhed. Bliver det med alderen brunt er det ødelæggende for billedet, som det vil blive hvis man malede på træholdigt papir.
Det fineste akvarelpapir er stadig kludepapir. Det er uforandret gennem lange tider blevet fremstillet som håndgjort papir eller bøttepapir, der kendes på sin særlige kant og tillige som regel på vandmærket. Disse papirsorter er stærkere og tåler bedre bøjning end selv de bedste sorter af træcellulose.
Som nævnt er råmaterialet hvide linnedklude af hør. bomuld er mindre værdifuldt. Kludene renvaskes og klippes i strimler. Dernæst sønderdeles de i en “hollænder”, der er et ovalt trug med en væg i midten. I denne maskine rives kludenes taver fra hinanden, idet papirmassen for hvert omløb i beholderen må passere en roterende tromle med skinner.
Håndgjort papir, bøttepapir, fremstilles ved, at en sigte med messingtrådnet i bunden dyppes ned i stofmassen. Sigtens kanthøjde bestemmer stofmængden og derved papirets tykkelse. Når vandet er rystet af sigten, lægges det bløde ark på en filtdug. En hel stabel ark presses på én gang fri for overflødigt vand, hvorefter de hænges til tørring.
Det papir jeg bruger er håndlavet her i Frankrig. Det vejer 400 gr. og er fremstillet på Moulin de Larroque.

Fortolkningen af et billede er direkte forbundet med en persons indstilling i det øjeblik det ses. Ved at se på det samme objekt, kan en person se to helt forskellige ting afhængigt af, hvilket humør og stemning personen er i på det givne tidspunkt.
Som et eksempel vil en person der ser på et maleri af en brølende tiger med munden vidt åben, og som føler sig lykkelig i det øjeblik, kunne fortolke dette billede som en tiger der ler højt.
Men hvis den samme person, af en eller anden grund var i mere sort humør, kunne det samme billede ses som en tiger, der skreg af smerte.
Der vil være mange forskellige opfattelser, nogen vil se mere på farverne, og tolke sin mening ud fra det, og andre vil kigge på udtrykket i øjenene osv. osv.
Det er selvfølgelig udmærket, men det kunne måske også være  spændende at forstå, hvad kunstneren fortæller os gennem sine billeder, så man derved fik en “dialog” med sine egen opfattelse og malerens.

På ovenstående akvarel, (Tiger Leap. 20 x 25 cm. 2013), ser man en tiger der angriber. Det har jeg vist, ved at lade tigeren springe ud fra det øverste højre hjørne af billedet, ned mod det nederste venstre hjørne.
Dette bliver undestreget af dyrets stærke gule farve der springer beskueren i øjenene, mod den violette farve, der er komplementær til den gule, og her bliver en farve der træder i baggrunden.
Det giver derved en “bevægelse i billedet” og det har ikke umiddelbart noget at gøre med om billedet viser et motiv i bevægelse.
Bevægelse angiver den rejse rundt i billedet, beskueren aktivt foretager med sine øjne mellem billedets forskellige elementer, og som derved bygger en handling op. Den kan vises i tegningen, i kompositionen, eller Pi farverne.
Det hvide papir bruger jeg til at opnå hvide eller meget lyse områder. Ved at undlade at male farve på disse, kan de bruges til at understrege tigerens skarpe tænder.

 

Gule farvers lysægthed

09. Gul tiger 45x31 cm. 2013. Akvarel. www.uffechristoffersen.net
09. Gul tiger 45×31 cm. 2013. Akvarel. http://www.uffechristoffersen.net

 

Lysægtheden af akvarelfarver kan man prøve ved at male striber af alle de farver, man bruger, lægge en sort strimmel papir tværs over halvdelen, og lade prøverne henstå i et sydvendt vindue. Efter nogle måneders forløb vil man måske se ændringer i nogle, medens andre farver er ganske uforandrede, selv efter års forløb.

De fem mest almindlige gule farvepigmenter til akvarelfarve:
De mest almindelige gule farvers lystægthed i akvarel, og som er uopløselige i vand og derved *vandægte er Okker, en naturlig jordfarve, som findes i lysere og mørke varieteter, og høre til mineralfarverne.
Koboltgult  (aureolin) der er en voldsom og stærk gul farve. Den erstatter det tidligere brugte indiskegult. Pigmentet fremstilledes tidligere af urin fra køer, som blev holdt på en pinefuld diæt af mangoblade. Det anvendtes i akvarel og som lasur i olie fra slutningen af 1700-t. til ca. 1920, da produktionen ophørte. Marsgult, der er en kunstig okker, er lysægte.
Kadmium gul, er en farve der er lysægte i akvarelmaleriet, men kan bleges. I oliemaleriet er farven meget lysægte. Det skyldes at lindolien lægger sig som en beskyttende hinde rundt om hvert farvekorn, hvorimod i akvarelmaleriet er Gummi arabicum en meget mild form for lim, som ikke beskytter farvepigmenter på nogen som hels måde, det eneste limen gør at fastholde farvestrøget på papiret.
Kromgult kan bruges, da den er næsten lysægte.
Strontiangult er ret lysægte, men er ikke hel *vandægte, da den har en tildens at “bløde” ud i papiret.

*Vandægte: se tidligere blogindlæg  “OPLØSELIGE OG UOPLØSELIGE PIGMENTER” HER

www.uffechristoffersen.net