William Blake – Voice of the Devil

The Marriage of Heaven and Hell. William Blake

Reklamer

LIVJATAN

Besejringen af Leviatan, gravering af Gustave Doré fra 1865. På billedet dræber Gud det legendariske søuhyre, et motiv, kunstneren har hentet fra Esajas’ Bog 27,1.

LIVJATAN

William Blake (1757-1827) er en af de store digter-filosoffer i verdenslitteraturen. I sin samtid blev han opfattet som sær, kaotisk og ligefrem gal og han levede sit liv – bogstaveligt og billedligt – i Londons sidegader, fattig og delvis glemt. Først i vor tid har han fået en renæssance, som en original og visionær digter, der hører hjemme ved siden af folk som Milton og Shakespeare.

Fra William Blakes (1757- 1827) visionære klassiker, Ægteskabet mellem Himmel og Helvede, (1790-93)
“leviatans hovede”. —Panden var stribet som på en tiger, men af grønt og pupur, og snart så vi en mund og røde gæller stryge hen over det sydende havskum, så det sorte dyb farvedes af lysende blodstriber — på vej hen i mod os som et åndevæsens rasende hast.

Livjatan. — latin: Leviathan) er et kæmpemæsigt havuhyre.
Livjatan omtales i Bibelen som det uhyre, Jahve i urtiden besejrede. Denne kamp mellem Jahve og Livjatan omtales blandt andet i Salmernes Bog 74,14: Du knuste Livjatans hoveder og gav dem som føde til havets fisk. Også i Jobs Bog 40,25 – 41,26 findes kampmotivet, hvor Jahve spørger Job, om denne kunne kæmpe på samme måde som Jahve mod Livjatan.
Dette kampmotiv findes også i andre myter udenfor Bibelen, blandt andet i Ba’alsmyten fra Ugarit, hvor Ba’al dræber Livjatan. Generelt er det dog nedtonet i Gammel Testamente for i stedet at betone Jahves uindskrænket magt. I Salme 104,26 er Livjatan et havuhyre som har havet til legeplads. “Der sejler skibene, der er Livjatan, som du skabte til at lege i det”.

At male et billede.

“At male et maleri er i vore tider det Letteste af alt, naar man efter skik og brug tager 10 billeder af andres motiver der viser det samme motiv, og derudad maler det 11te om den samme Materie. (Uffe Stadil Christoffersen 🙂

En Grønskolling af  Fjodor. M. Dostojevskij (1821 – 1881)

I romanen Ynglingen er der et lille afsnit hvor Fjodor Dostojevskijs beskriver latteren, efter min mening, på en dyb og barsk måde.

Udrag fra tredje del, kap. II.

Jeg finder, at når et menneske ler, er indtrykket i reglen frastødende. Som oftest udtrykker menneskets latter noget simpelt, noget for den leende nedsættende, selv om han eller hun som regel ikke selv aner det – på samme måde som mennesker ikke aner, hvordan de ser ud, når de sover. Mange har også under søvnen et klogt udtryk, mens andre, også kloge mennesker, ser frygtelig dumme eller latterlige ud, når de sover. Hvoraf dette kommer, ved jeg ikke; jeg siger blot – at den leende ligesom den sovende som regel inte ved om sit ansigts udtryk. Det alt overvejende flertal af mennesker forstår overhovedet ikke at le.
Forøvrigt – her drejer det sig jo ikke om at “forstå”, men om en naturgave, man ikke kan tilegne sig ved “forståelse”. Det skulle da være, at man opdrog sig selv til et helt andet menneske, udviklede sig til et bedre, bekæmpede sine lave instinkter; i så fald kunne også menneskets latter ændre sig til det bedre.
Visse mennesker afslører sig helt og holdent ved deres latter, så man straks gennemskuer hele mennesket. Selv en ubestridelig klog latter kan undertiden virke frastødende. Menneskets latter kræver fremfor alt oprigtighed, og vor findes oprigtighed hos mennesker? En latter skal helst være harmløs, men sædvanlig ler mennesker af ondskab. En oprigtig og harmløs latter betyder glæde, munterhed – men hvor finder man hos tidens mennesker den ægte munterhed – og forstår de overhovedet den ægte glæde? Et menneskes munterhed er det træk, som mere end noget andet røber dets karakter. Et vist menneske har man længe svært ved at blive klog på, men så brister dette menneske pludselig i en oprigtig latter – og straks har man ganske utvetydigt hans karakter. Kun et menneske af den højeste og lykkeligste harmoni forstår at være munter på en måde, der smitter af på andre, det vil sige uimodståeligt og godhjertet. Jeg taler ikke om hans intellekt, men om hans karater, hans hele personlighed.

Hvis man altså vil lære et menneske at kende og blive klog på, hvar der egentlig bor i ham, skal man iagttage, hvorledes han tier eller taler eller græder, ejheller hvordan han bevæges af ædle idéer, men iagttage, hvordan han ler. Har han en god latter, er han et godt menneske. Læg også mærke til nuancerne: hvor munter og godhjertet et menneskes latter end kan være – klinger der blot en lyd af dumhed i denne latter, er ophavsmanden utvivlsomt indskrænket, hvormeget han end slår om sig med idéer. Eller – er latteren i sig selv ikke dum, men synes den som ler, af en eller anden grund latterlig, det være sig nok så lidt, kan man med sikkerhed slutte, at den pågældende ikke har nogen ægte personlig værdighed. Og endelig – virker et menneskes latter smittende, men alligevel af en eller anden grund banal, er manden også selv banal, og alt ædelt og ophøjet, man ellers har troet at bemærke hos ham, er enten noget påtaget eller noget han ubevidst har lånt fra andre; et sådant menneske vil uden tvivl med tiden forandre sig til et det værre, lægge sig efter det “fordelagtige” og uden mindste beklagelse opgive alle ædle tilbøjeligheder som ungdommens vildfarelser og sværmerier.

Denne lange udgydelse om latteren har jeg inføjet her og for dens skyld brudt enheden i min fortælling, fordi jeg anser min erkendelse her for en af de vigtigste, jeg er kommet til i mit liv. Navnlig vil jeg anbefale den for unge forlovede piger, som endnu betragter deres udvalgte med nogen eftertanke og uvished før den afgørende beslutning. Le ikke af den arme yngling for hans belæringer i ting i livsspørgsmål, hvor han er uden erfaring. Men jeg véd og kan sige med sikkerhed, at latteren er den ufejlbarligste prøve på menneskets sjæl. Betragt et barn: kun børn forstår at gi’ sig helt og oprigtigt hen i latteren, derfor er de så fortryllende. Et grædende barn finder jeg vederstyggeligt, det leende eller muntre barn derimod er som en solstråle fra paradiset – en åbenbaring af en fremtid, da menneskene endelig vil blive rene og harmløse, som nu kun børn er.

.

Dostojevskij har bidraget væsentligt til verdenslitteraturen, og som inspirationskilde til blandt andre Nietzsche og Sartre anses han af mange som en af forgængerne for den moderne, filosofiske retning eksistentialismen. Dostojevskij er anerkendt for sine skildringer af den menneskelige psykologi, ikke mindst i det 19. århundredes Rusland..

TEACH ME TIGER

COMPUTER ART

Click on smaller pictures to see them enlarged

     

15, 16, 17, 18. 42 x 59 cm. TEACH ME TIGER

 

The Tiger, the Fox and the Donkey.

The Tiger, the Fox and the Donkey

When you are sharing meat with a tiger,
you shouldn’t try to be fair.
Only a donkey shares half and half.
The tiger kills the donkey: then there is more to share.
The fox gives the tiger the greatest part:
he learnt that from the donkey.
watercolor

(click on images to enlarge)

Oil on canvas

The Tiger, the Fox and the Donkey. 73 x 92 cms. 2007

……………………………………………………………………………………

Le Tigre, le Renard et l’Âne.

– Quand on partage avec un tigre,
il ne faut pas chercher à être juste.
Seul un âne divise en parts égales.
Le tigre tue l’âne: Cela fait plus de viande à partager.
Le renard donne la plus grosse part au tigre:
C’est l’âne qui le lui a appris.

……………………………………………………………………………………..

RÆVEN og ÆSLET.

-Når man deler kød med en tiger,
skal man ikke prøve at være retfærdig:
Kun et æsel deler lige. Tigeren slår æslet ihjel:
Så er der mere at dele.
Ræven giver tigeren den største part:
Det har han lært af æslet.

…………………………………………………………………………………..

color inspiration

 

LIGHT OCHRE

Subtractive color mixing