FORÅR 2016

IMG_7648

Face to Face. 81×65 cm. 2016.

Det er svært at blive indedøre nu hvor foråret er kommet, og derfor går vi lange ture, som så samtidig inspirerer os til at male. Her tænker jeg især på alle de fantastiske farveoplevelser, man får ude i naturen.
De mange mandeltræer er næsten afblomstret, og de smukke lyserøde og hvide blomster, er ved at blive erstattet af fine lysegrønne blade, der lyser mod den azurblå himmel.

Nu er det abrikostræerne der har overtaget. Deres blomster er også hvide og lyserøde, men disse er endnu mere fyldige end mandeltræernes blomster. At se ud over en plantage af abrikostræer, er som at se ind i en tæt lyserød sky.
Samtidig står de talrige tjørnebuske i fuldt flor, og deres lette hvide blomster giver landskabet en næsten overjordisk skønhed som giver en berusende følelse af indre lykke. Det er alt sammen følelser og farveoplevelser der gør et så stort indtryk, at de uvægerligt afspejler sig i maleriet.

Vi går i kuperet terræn ad hjulsporsveje, gennem de blomstrende frugtplantager og den lyse grønne skov, og for sjov har jeg målt hvor langt vi går.
Jeg måler det på mit iWatch: 15 km. i gennemsnit, om dagen.
Mit nye iWatch kan mange ting, bl.a. kan jeg modtage telefonopkald, og her forleden da vi gik ude i naturen, ringede Georgina, fra Galerie Birch, og spurgte om jeg ville deltage på Art Copenhagen 2016, hvilket jeg naturligvis sagde ja til.
Det glæder jeg mig til, da jeg ved at jeg på Galerie Birch’s stand, kommer til at hænge ved siden af betydelige  kunstnere. Det er en stor udfordring og jeg vil derfor gå i “arbejdslejr” for at yde mit bedste.
Art Copenhagen 26 –– 28 August 2016, forgår på Bella Centret i København.

Cornerudstillingen 2016, blev som altid holdt på Sophienholm, og for mig blev det en succes da jeg igen i år fik udsolgt.

Her i det nye år har jeg malet 7 mindre malerier færdig. De kan ses på min hjemmeside >>>  http://www.uffechristoffersen.net/Uffe_Christoffersen/BIENVENUE.html

God fornøjelse.

Mange forårshilsener

fra

UFFE