Tegninger til akvareller

03.-Vinstoksort.-Noir-de-vigne

Hver gang jeg begynder at male nye billeder, ville jeg ønske at jeg  bare kunne fortsætte der hvor jeg slap sidst ved det forrige projekt, men det viser sig altid at det er umuligt at gøre. Jeg må altid begynde forfra, skabe det nye projekt ud fra de ting jeg kender, for derefter at bore mig længere ind i “stoffet” og derved komme videre elller male noget der er anderledes end det jeg har malet.

Jeg vil tro at det er svært for en udenforstående at fatte, da jeg “bare” maler tigre og mange gange tilsyneladende det samme motiv som jeg har malet før. Jeg har aldrig haft behov for at finde andre motiver, måske fordi jeg ikke synes at jeg er kommet så langt med mine studier, at der har været anledning til at begynde på et nyt.

 

Med det projekt jeg lige er startet på, vil jeg gå ud fra nogle grundige arbejdstegninger, som jeg vil lave i den kommende tid. Samtidig vil jeg tænke på at de kan være grundlæggende for et akvarelstudie, jeg kan bruge til nye malerier.

Ideen om at begynde med tegninger der er mere end bare skitser, har jeg fra mit arbejde med de fire nye stentryk. Til dem lavede jeg en gennemarbejdet arbejdstegning til hvert tryk, og jeg syntes det hjalp mig meget til at få  klarhed i arbejdsforløbet.

 

Akvarelmaleriet minder mig om arbejdet med stentrykket, for hver gang man påfører en farve, er der ikke ret meget man kan rette, bordet fanger.

Det er derfor det er så vigtigt at vide hvad man vil inden man starter med billedet, og det er her arbejdstegningen kommer ind i billedet. På en tegning kan man tegne og viske ud i næsten en uendelighed…

 

Se mine fire nye stentryk HER>>