TIGRE OG NABOER

En sydfransk pensioneret enlig jernbanearbejder, der bor ca. 30 km. fra os i en mindre bjerglandsby, havde hele sit liv sparet sammen for at købe to tigre, som han kunne have i sin baghave.
Han lavede et hegn med ting han fandt rundt omkring. Det blev en blanding af hønsenet, ståltråd, sengebunde, bildæk o.lign. ting.

Manden købte to store, unge tigre af et mindre cirkus, og fik dem installeret i sin indhegning. Der gik dog ikke lang tid før naboerne klagede. De havde svært ved at sove om natten, fordi de blev vækket af tigerbrøl og derved følte sig utrygge. Samtidig var de heller ikke glade for at sende børnene i skole når de skulle forbi hans hus med to vilde tigre i baghaven.
Der blev en masse ballade. Det var i TV og aviserne skrev spalte op og spalte ned om problemet. Resultatet blev efter nogle måneder, at myndighederne forlangte, at han skulle lave en professionel sikker indhegning.
Manden havde ingen mulighed for at finansiere dette.

Det var heller ikke billigt at fodre de to tigre, for de spiser mellem syv og ni kg. kød om dagen. Den pensionerede, enlige jernbanearbejder måtte afvikle sin drøm, til stor tilfredshed for kvarterets naboer.

Gad vide, hvis han havde haft en kone, om der så var blevet indkøbt tigre…

Læs mere på min hjemmeside  www.uffechristoffersen.net