TIGER IN THE NIGHT – TIGER IN THE LIGHT

Tiger in the night – Tiger in the light. Uffe Stadil Christoffersen 2011

Inspireret af William Blake (1757-1827) omhandler mine nye malerier modsætninger, hvor den sorte farve er brugt som udgangspunkt for at opnå store farvekontraster der kan udtrykke tigerens vildskab. 
Ud af den mørke nat, kommer tigeren med sine lysende øjne, skriver Blake i sit digt The Tiger fra Songs of Experience. “Tyger! Tyger! burning bright, In the forests of the night”, og videre “in what distant deeps or skies, Burnt the fire of thine eyes”?
 Blakes tekster og billeder illustrerer hans filosofi, at sjælen og kroppen, ånden og energien, det gode og det onde, Gud og Djævelen, Himmel og Helvede ikke kun er modsætninger, de er også gensidig afhængige og dermed i virkeligheden to sider af samme sag. Blake skriver om modsætninger, som er nødvendige for hinanden.
I “Proverbs of Hell” er en sætning som, “The tygers of wrath are wiser than the horses of instruction”, meget stærk og sigende.

SORT
Farven sort er den mest brugte, fordi den anvendes til blæk, trykning, kopimaskiner, printere, maling o.s.v.
 Sort er den (farve) lysintensitet, som hjernen registrerer, når den betragtede genstand ikke sender lys ind i øjet. Sort er altså “fravær af lys”, og det er meget vanskeligt at fremstille pigmenter, som har den egenskab at opsuge alt lys. Hvid er sorts modsætning det reflekterer alt (næsten alt) lys.
 Henri Matisse (1869-1954) mente at hvis man kunne se noget har det en kulør. Således kaldte Matisse den sorte for farvernes dronning. Han brugte sort som en lysets farve og ikke som mørkets farve.
 Jeg synes selv at farven sort er en meget flot farve og jeg har kredset om den i årevis. Inspireret af Matisse’ syn er jeg nu begyndt at male med masser af sort.

Jeg startede mit maleriprojekt ved at studere de sorte farvepigmenter helt til bunds for af finde frem til den, eller de sorte jeg syntes var bedst at male med.
Til forsøgene lavede jeg også farvetavler som kan indgå i udstillingen.

Det viste sig at ud af ca.10 forskellige sorte farvepigmenter blev valget: 

1. Bensort. (Noir d’Ivoire). 

2. Vinstoksort. (Noir de vigne).

3. Jernoxydsort. Frankrig. (Noir à la chaux. France).

4. Kassel sort. (Terre de Cassel). 



Efter at have studeret både William Blake’s “The Marriage of Heaven and Hell” og den sorte farve lavede jeg mange skitser og skrev en tekst til billederne der dækker mine intentioner. Det blev til et 10 sider PDF-Katalog, som jeg kalder “Tiger in the night – tiger in the light”