LIVJATAN

Besejringen af Leviatan, gravering af Gustave Doré fra 1865. På billedet dræber Gud det legendariske søuhyre, et motiv, kunstneren har hentet fra Esajas’ Bog 27,1.

LIVJATAN

William Blake (1757-1827) er en af de store digter-filosoffer i verdenslitteraturen. I sin samtid blev han opfattet som sær, kaotisk og ligefrem gal og han levede sit liv – bogstaveligt og billedligt – i Londons sidegader, fattig og delvis glemt. Først i vor tid har han fået en renæssance, som en original og visionær digter, der hører hjemme ved siden af folk som Milton og Shakespeare.

Fra William Blakes (1757- 1827) visionære klassiker, Ægteskabet mellem Himmel og Helvede, (1790-93)
“leviatans hovede”. —Panden var stribet som på en tiger, men af grønt og pupur, og snart så vi en mund og røde gæller stryge hen over det sydende havskum, så det sorte dyb farvedes af lysende blodstriber — på vej hen i mod os som et åndevæsens rasende hast.

Livjatan. — latin: Leviathan) er et kæmpemæsigt havuhyre.
Livjatan omtales i Bibelen som det uhyre, Jahve i urtiden besejrede. Denne kamp mellem Jahve og Livjatan omtales blandt andet i Salmernes Bog 74,14: Du knuste Livjatans hoveder og gav dem som føde til havets fisk. Også i Jobs Bog 40,25 – 41,26 findes kampmotivet, hvor Jahve spørger Job, om denne kunne kæmpe på samme måde som Jahve mod Livjatan.
Dette kampmotiv findes også i andre myter udenfor Bibelen, blandt andet i Ba’alsmyten fra Ugarit, hvor Ba’al dræber Livjatan. Generelt er det dog nedtonet i Gammel Testamente for i stedet at betone Jahves uindskrænket magt. I Salme 104,26 er Livjatan et havuhyre som har havet til legeplads. “Der sejler skibene, der er Livjatan, som du skabte til at lege i det”.