RIGHT NOW!

Orange tiger leap in French ochre. 152 x 160 cm. 2009.

RIGHT NOW!

Fernisering

Torsdag den 12. november 2009

Kl. 16.00 – 19.00

Åbningstider: Alle dage kl. 11.00 – 18.00

Sted: Øksnehallens foyer, Halmtorvet 11, 1700 København

: VENUE  Contemporary art gallery

Udstillingen er en aktuel kommentar til klimatopmødet
COP15, der afholdes i København i december.

Jeg står og ser ud over landskabet med de mere end 4000 træer, jeg har plantet på min jord, og jeg tænker på tigre. Umiddelbart synes der ikke at være nogen forbindelse mellem de spæde nåle-, og løvtræer med deres spinkle grene og lysegrønne skud og de store okkergule rovdyr, men når man, som jeg, har brugt tigeren som motiv i så mange år, tænker man altid på tigre!
Der er langt fra min egen skov, hvor jeg har masser af plads, til tigrenes territorier i bl.a. Indien og Sydøstasien, hvor de kun har omkring 7% af deres naturlige leveområder tilbage.

Tigre er ekstremt afhængige af at have et vidtstrakt territorium til rådighed, og menneskets opdyrkning af tigrenes områder medfører uundgåeligt, at arten svinder ind.
Det er så nemt at beskylde de lokale landmænd for grådighed, når de opdyrker tigrenes territorier. Vi kan overalt købe fairtradeprodukter, som bl.a. skal sikre, at der ikke bliver drevet rovdrift på naturen, men hvad gør man, når denne rovdrift ikke kommer af grådighed, men er et spørgsmål om jorddyrkernes og deres familiers overlevelse?

Når vi i stor grad er ansvarlige for den globale opvarming, er vi også ansvarlige for, at havene stiger. Derved mister landmænd over hele verden deres jord, mennesker mister deres eksistensgrundlag. De har ikke andet valg end at opdyrke nye arealer, områder som før var hjemsted for truede dyrearter og deres byttedyr. Der bliver med andre ord mindre og mindre plads til flere og flere mennesker – Og færre og færre tigre.

Sundarbans er verdens største mangroveområde, 26.000 kvadratkilometer, og ligger ved Gangesflodens delta. Området er hjemsted for bengalske kongetigre. For hundrede år siden var der omkring 15.000 tigre i Sunderbans, i dag er der ca. 280. 
Der er selvfølgelig flere årsager til dette drastiske populationsfald, bl.a. har krybskytteri spillet en vigtig rolle, men tigrene har også fået mindre plads. To øer er allerede forsvundet p.g.a. forhøjet vandstand. Derved bliver de menneskelige beboere drevet fra hus og hjem og tættere på tigrenes territorier, samtidig med at tigrene også bliver tvunget til at finde nye jagtmarker. Dette fører til flere konflikter mellem de to arter: Der rapporteres om flere tigeranfald, selvom der er færre tigre.

Tigrene får sværere og sværere betingelser, og det er ikke kun p.g.a. pladsmangel: Når saltvandet fra havet trænger ind i mangroven, ødelægger det vegetationen. På den ene side er der mindre føde til byttedyrene, og på den anden side kan tigerinderne ikke skjule deres unger for omstrejfende hanner, som dræber ungerne, hvis de kan komme afsted med det.
Jeg har altid sagt, at det ikke er tigeren som biologisk væsen, der interesserer mig, men dens symbolik, samt dens grafiske udtryk. I dag er den symbol på den verden som er ved at dø p.g.a. vores livsstil. Ideen om den stakkels isbjørn, som svømmer og svømmer og aldrig finder en isflage at hvile sig på, er gribende. Det er billedet af en desperat tigermor, der sidder med sine unger og prøver at gemme sig bag nogle få, forkølede siv også.
Som maler kan man godt forstå det groteske i, at tigeren bl.a. er ved at uddø på grund af mangel på farver! Den orangegule tiger, som står i skarp kontrast til den saftige grønne vegetation omkring den, er et billede som snart hører legenderne til.
Jeg står og ser på de nyplantede træer, og jeg tænker på tigre. Det er nok ikke en god ide at bringe tigre hertil for at bo i min skov. Jeg tror heller ikke, at landmændene her vil bryde sig om pludselig at se et par orangegule ører med sorte pletter midt i rapsmarken. Det bedste jeg kan gøre er nok at gøre mit for at beskytte klimaet. Jeg har besluttet at få installeret jordvarme – Og så må jeg se at få plantet nogle flere træer..